Lagt på hushave24.dk den 20-03-2017 af Thomas
Alzheimer og en række andre demenssygdomme rammer hvert år mellem 8-12.000 danskere. Flere end 100.000 danskere vurderes at være ramt af en demenssygdom, der påvirker livet hos 400.000 pårørende. Men hvad gør man, når den snigende sygdom pludselig banker på familiens dør og ændrer livet for altidSymptomerne på demens kommer snigende. Det begynder ofte med, at hukommelsen svigter, og man har stigende vanskeligheder med at finde ord eller huske, hvor man har lagt ting, eller hvordan man udfører forskellige opgaver i hverdagen. Humøret, adfærden og personligheden ændres.
- Det kommer ofte som et stort chok, når sygdommen konstateres. Både for den, der langsomt udvikler en demenssygdom, men også for den ægtefælle eller samlever, der pludselig oplever, at ens kære får demens, og af den grund får vendt op og ned på den tilværelse, man han haft hidtil, siger advokat Poul Jost Jensen, der er en af landets førende juridiske eksperter inden for rådgivning af demensramte og deres pårørende.
Poul Jost Jensen er til daglig advokat og partner i ADVODAN Glostrup, hvor han håndterer flere end 150 testamenter og behandler omkring 40 dødsboer om året. Han anvender blandt andet sin mangeårige erfaring inden for arv og testamente som juridisk rådgiver på Alzheimerforeningens telefon-hotline, ligesom han holder foredrag for demensramte og deres pårørende.
Ægtefæller rammes hårdt
Gennem sit daglige arbejde og sit mangeårige engagement i Alzheimerforeningen støder Poul Jost Jensen ofte på mennesker, der har brug for juridisk rådgivning og menneskelig sparring i de svære situationer, de ramte og pårørende oplever, når demens uventet sniger sig ind og bliver en del af livet.
- Mange ægtefæller rammes unødigt hårdt, når den anden ægtefælle rammes af en demenssygdom. Det er derfor særdeles vigtigt for begge parter i tide at få taget stilling til, hvad der skal ske, hvis en af parterne rammes af en demenssygdom. Endnu vigtigere er det, hvis en af ægtefællerne allerede har begyndende tegn på demens, men stadig er habil til at tage stilling til forhold som fuldmagter samt arv og testamente, understreger Poul Jost Jensen og uddyber:
- Det er eksempelvis vigtigt at få taget stilling til, hvem der skal være ens bisidder, hvis man på et tidspunkt bliver ude af stand til at handle fornuftsmæssigt, eller hvis man bare ikke længere kan overskue dagligdagens gøremål, forklarer advokaten.
Ny lovgivning på vej
Der er vedtaget en ny lovgivning om fremtidsfuldmagter, men indtil loven er udmøntet i praksis, anbefaler Jost Jensen, at man selv tager stilling til at få lavet en fuldmagt. En fuldmagt givet ens ægtefælle, samlever eller børn ret til at være talerør og handle for sig, hvis man rammes af demens.
- Rettidig omhu giver rigtig god mening for den demensramte og dennes ægtefælle eller samlevende. På den måde sikrer man sig i tide, at demenssygdommen udover at forringe livskvaliteten, ikke også unødvendigt besværliggør dagligdagen, siger Poul Jost Jensen.
Fuldmagter er et godt redskab
Han opfordrer derfor folk til i tide at tage stilling til, om man skal have hjælp til de personlige og økonomiske forhold, så ens ægtefælle eller børn ikke bare bliver behandlet som pårørende, der ikke har noget at skulle have sagt. Det kan eksempelvis ske gennem at give en fuldmagt til en eller flere personer, man har tillid til.
- Når først en demenssygdom er diagnosticeret, vil det almindeligvis være for sent at få udarbejdet en fuldmagt. Man kan nemlig kun udarbejde en fuldmagt, hvis man er fuldstændig klar på, hvad fuldmagtsforhold indebærer og således er habil til at handle fornuftsmæssigt, forklarer Poul Jost Jensen.
Fuldmagtshaver behøver ikke nødvendigvis at være ens ægtefælle. Og det behøver heller ikke at være den samme person, som har fuldmagt både til de personlige spørgsmål, og til den økonomiske del af fuldmagten.
- Man kan godt give fuldmagt til en person, som tager stilling til, hvad der skal ske i relation til pasning og pleje, bopæl og den slags spørgsmål, mens en anden person varetager ens økonomiske interesser. Man kan også giver fuldmagt til flere personer, der solidarisk tager beslutningerne på vegne af den demente, pointerer Poul Jost Jensen.
Samlevende arver ikke automatisk
Det næste, der bør overvejes, er de arvemæssige forhold i ægteskabet eller i samlivet. Samlevende bør være meget opmærksomme på, at de ikke arver hinanden uden et testamente, hvilket kan være særdeles uhensigtsmæssigt, specielt hvis man ejer fast ejendom sammen.
- Alle demensramte familier bør nøje se på formueforholdene i ægteskabet. Blandt andet hvem, der er registreret ejer af hvilke aktiver, da det kan få stor økonomisk betydning for såvel den demensramte, som dennes ægtefælle. Det giver eksempelvis sjældent god mening, at en demensramte ægtefælle skal arve en, såfremt det ikke er den demente, der afgår ved døden først, bemærker advokat Jost Jensen.
Når plejehjem kommer på tale
Den demensramte har sjældent økonomisk fordel af at arve, idet det kan det have store økonomiske konsekvenser for den demensramte og for familien i sin helhed.
- Man tænker måske, at det - ligesom ved almindelige ægteskaber og parforhold - er rimeligt, at den længstlevende arver ægtefællen eller partneren. Men ofte vil det faktisk ikke give mening at forøge den demensramtes formue gennem arv, for eksempel hvis den demente skal på plejehjem. Udgifterne ved at bo på bosted eller plejehjem beregnes nemlig efter den pågældendes formueforhold. Hvis formuen øges, risikerer man blot, at boligudgifterne øges. Her vil det i stedet være hensigtsmæssigt, at børnene arver den ægtefælle, der dør først i stedet for den demensramte længstlevende, forklarer Jost Jensen.
Der er mange forhold at tage stilling til – og mange, der kan være uoverskuelige at håndtere, når sygdommen konstateres eller skrider frem. Der er en række muligheder for rådgivning for demensramte og deres familier. Alzheimforeningen har en telefon-hotline, man kan søge råd hos, ligesom foreningen holder en række informationsmøder og tilbyder forskellige materialer med informationer og gode råd. Herudover tilbyder kommuner, kirker, ældreforeninger og patientorganisationer også information, støtte og vejledning.
