Landsbypuljen forskønner Tønder Kommune

Lagt på hushave24.dk den 12-04-2016 af Thomas


Gamle, nedslidte og forladte bygninger pynter ingen steder og med tilskud til nedrivningsarbejdet kan både erhvervsdrivende og private få dækket omkostningerne til nedrivningHos Teknik & Miljø i Tønder Kommune vil man gerne have brugt de penge, der er afsat til nedrivning af gamle og nedslidte bygninger. For et landskab af forfaldne, nedslidte - og ofte forladte - bygninger tiltrækker hverken nye borgere eller nye erhvervsdrivende. Og når de gamle bygninger rives ned, bliver der plads til nye tanker og nye kræfter.

Hvem kan få tilskud

Når der skal findes penge til at nedrive gamle og udslidte bygninger, kan man få hjælp fra den såkaldte Landsbypulje. Og så skal kriterierne for at få tilskud til nedrivningen selvfølgelig være opfyldt.

- Er der tale om en bolig, skal den være fra før 1960, og er der tale om en erhvervsejendom, skal erhvervet være nedlagt. Og så skal byggeriet stå tomt og være i en så dårlig stand, at det ikke kan reddes. Når betingelserne er opfyldt, er der rigtigt gode muligheder for at få tilskud, fortæller Caroline Lindholm Albrechtsen, der er byggesagsbehandler i Team Plan, Byg og Trafik i Tønder Kommune.

– Stort set alle ansøgninger, der opfylder kriterierne, får tilskud, og ejerne får dermed dækket udgifterne til nedrivningsarbejdet og kan i stedet se fremad.I Tønder Kommune er det meste dækket ind under Landsbypuljen. Kun bygninger i Tønder by og Toftlund by falder uden for kriterierne for Landsbypuljen.

Kommunen klarer det praktiske

Indimellem kan der dukke en ansøgning op, hvor bygningerne er i for god stand til at få tilskud, eller hvor en panthaver måske modsætter sig nedrivningen, men normalt vil alle, der ansøger om tilskud, få dækket nedrivningen 100 pct.

Ejendomsafdelingen i Tønder Kommune står for det praktiske i forbindelse med nedrivningen og samler ansøgningerne i en samlet licitation for nedrivningsarbejdet. Det betyder, at der kan gå et halvt års tid fra man ansøger om tilskud til nedrivningen og til man står med en bar grund. Til gengæld har man ikke selv nogen udgifter i den forbindelse, men kan koncentrere sine ressourcer om den fremtidige brug af grunden.

FAKTA om nedrivning af nedslidte ejendomme

Ejere af forfaldne ejendomme – både private og erhverv – kan søge om tilskud til nedrivning, og hvis kriterierne er opfyldt, og ansøgningen bliver godkendt, kan man få op til 100 pct. tilskud til nedrivning.

Tilskuddet falder inden for Landsbypuljen, som dækker boliger i det åbne land samt både boliger og erhvervsmæssigt byggeri i byer med under 3.000 indbyggere. Erhvervet skal dog være nedlagt, for at bygningerne kan komme i betragtning til støtte.

I Tønder Kommune er det meste af kommunen, bortset fra Tønder og Toftlund byer, dækket af Landsbypuljen.